Skilsmisse-bodelingen som virksomhedsejer

I forbindelse med en separation eller skilsmisse er der særlige forhold, der gør sig gældende for dig, hvis du er virksomhedsejer. Der skal tages stilling til, om din virksomhed skal indgå i bodelingen, og i givet fald til hvilken værdi.

Det er formentlig meget afgørende for dig og din økonomiske fremtid, om du skal betale et beløb til din tidligere ægtefælle – og hvor meget. Derfor vil vi i denne artikel komme med nogle eksempler på de forhold, du skal være opmærksom på, og evt. søge rådgivning om.

Hvad er din virksomhed værd, hvis den skal deles?

Det kan være en udfordring at finde ud af at fastsætte en handelsværdi af virksomheden, som også kan accepteres af din ægtefælle. Og det kan være belastende for dig og virksomheden, at der skal finansieres betaling af et boslodskrav.

Derfor er det vigtigt, at du benytter rådgivere, der kan komme med forslag til, efter hvilke principper netop din virksomhed bør vurderes, og som også har erfaring med retssager. Fx skal det nøje overvejes, i hvilket omfang goodwill skal indgå.  Der skal evt. laves et vurderingstema til en neutral vurderingsmand – ellers vil den anden ægtefælle næppe acceptere vurderingen. Derefter skal der laves en opgørelse af de udskudte skatter. Din advokat skal vurdere, i hvilket omfang man skal fradrage skatterne ved en bodeling.

Det er vigtigt, at du benytter rådgivere, der kan komme med forslag til, efter hvilke principper netop din virksomhed bør vurderes, og som også har erfaring med retssager.

Har du særeje, og kan du bevise det?

Måske har du indgået en aftale om særeje (en ægtepagt) med din ægtefælle, eller du har arvet din virksomhed som særeje. Men er ægtepagten blevet ajourført under virksomhedens udvikling? Er virksomheden den samme, som da du arvede den eller har den ændret sig?

Ofte er en virksomhed ændret fra at være en personlig virksomhed til et selskab, eller der er dannet et holdingselskab med søster eller datterselskaber. Her er udfordringen, at du skal kunne bevise, at alle de økonomiske midler, der er blevet indskudt i virksomhedskonstruktionen i dens levetid stammer fra det oprindelige særeje eller indtægterne herfra. Hvis det ikke er tilfældet, kan din ægtefælle have krav mod dig.

Det bør du afklare sammen med din advokat, inden du indgår forhandlinger. Din advokat kan hjælpe dig med at undersøge om formuleringen af din ægtepagt (eller det testamente, hvorefter du har modtaget arv som særeje) giver anledning til, at du skal være opmærksom. Det gælder for eksempel, hvis indtægterne af særejet efter formuleringen ikke er særeje. Så er de formueaktiver, som du har købt, delingsformue og skal altså deles med din ægtefælle.

Har din ægtefælle kompensationskrav mod dig på grund af dit særeje?

Hvis din ægtefælle har medvirket til at bevare eller forøge din formue (som er særeje), er det muligt, at din ægtefælle har et krav mod dig. Det kaldes medvirkenskompensation. Måske har den pågældende udført ulønnet arbejde fx med regnskaberne, eller den pågældende har arbejdet i hjemmet. Der er også mulighed for, at din ægtefælle kan have et kompensationskrav mod dig, hvis du har særeje, I har haft et længerevarende ægteskab, og din ægtefælle vil blive stillet urimeligt økonomisk efter skilsmissen. Det kaldes urimelighedskompensation.

I denne sammenhæng lægges der vægt på en sammenligning af jeres samlede indtægts-,  formue- og pensionsvilkår efter skilsmissen. Din advokat kan vurdere, om der i din sag er grundlag for et sådant krav mod dig.

Er ægtefællen ansat i virksomheden?

Det er en helt særlig situation, der opstår, når ægtefællen er ansat i den virksomhed, som du ejer, og I nu skal skilles. Ønsker du at ansættelsesforholdet fortsætter? På hvilke vilkår? Er der en ansættelseskontrakt nu, eller skal den laves? Hvis ansættelsesforholdet skal ophøre, hvilke regler gælder der så? Kan man opsige uden varsel og uden risiko for at skulle betale erstatning?

Samtidig er der ofte en forbindelse mellem spørgsmålet om fortsat ansættelse med løn og spørgsmålet om evt. ægtefællebidrag. Du bør søge rådgivning, inden du vælger, hvad du vil gøre, og inden du indgår en forpligtende aftale med din ægtefælle om disse forhold.

Har du indbetalt til pension som erhvervsdrivende?

Når man er erhvervsdrivende, sker det ofte, at man indbetaler til sin pension ”i klumper”. Måske har du indbetalt mere i de gode år end i de mindre gode. Eller måske har du i et godt år brugt dit virksomhedsoverskud til investeringer. Det kan medføre et uregelmæssigt forløb i pensionsopsparingen.

Efter reglerne er det sådan, at man kan blive pålagt at lade den del af sin pension, der ligger ud over det rimelige, i det enkelte år, indgå i delingen med ægtefællen. Man vil så opgøre den samlede værdi af dette ekstra beløb.

Det er vigtigt at være klædt godt på til en drøftelse med ægtefællen om, hvorvidt der foreligger en sådan situation. Din advokat kan rådgive dig om retspraksis på området.

Artiklen er oprindeligt bragt 8. januar 2020, og er redigeret 27. august 2024.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.