For myndighederne er tilkendegivelsen i et børnetestamente ikke bindende, fordi en afgørelse altid skal være det bedste for barnet.
Børnetestamente er dog en stærk vejledning til myndighederne om, hvad der er bedst for barnet, og myndighederne vil derfor som hovedregel følge dine ønsker – medmindre forholdene konkret taler imod. Det er derfor en god idé at lave et børnetestamente, hvis du har børn under 18 år.
Hvad er et børnetestamente?
Et børnetestamente er en tilkendegivelse om, hvem du mener bedst vil kunne tage sig af dine børn og dermed skal have tillagt forældremyndigheden over dine børn, hvis du dør, før børnene er fyldt 18 år.
Tilkendegivelsen i børnetestamentet kan lyde, at forældremyndigheden skal tildeles en enkeltperson eller et par i forening; personer som børnene har et sikkert og tæt forhold til, og som kan sikre børnene en tryg opvækst.
Det er Familieretshuset, der afgør, hvem der skal have tildelt forældremyndigheden, hvis børn under 18 år bliver forældreløse. Selvom et børnetestamente ikke er juridisk bindende, vil dets indhold indgå i Familieretshusets konkrete vurdering af, hvad der er barnets bedste og som det klare udgangspunkt ofte følge dine ønsker.
Det vil være en fordel, hvis Familieretshuset forstår baggrunden for dine ønsker, og det kan derfor anbefales, at du i børnetestamentet begrunder dit valg af personer, og hvorfor det netop er den eller de navngivne personer, du vil være bedst egnet til at tage sig af børnene og få tildelt forældremyndigheden, hvis det utænkelige skulle ske, at du dør, inden dine børn er fyldt 18 år.
Hvem kan oprette et børnetestamente?
Du kan oprette et børnetestamente, hvis du har forældremyndigheden alene og ønsker at have indflydelse på, hvem der skal have forældremyndigheden over børnene. Det gælder også, hvis du ikke mener, at børnenes anden biologiske forælder bør få tildelt forældremyndigheden, hvis du er gået bort.
Deler du forældremyndigheden med den anden biologiske forælder, kan I sammen oprette et børnetestamente, hvis I er enige om, hvem I ønsker, der skal have forældremyndigheden, hvis jeres mindreårige børn blev forældreløse.
Hvad sker der, hvis jeg ikke laver et børnetestamente?
Det er Familieretshuset, der afgør, hvem der skal have tildelt forældremyndigheden. Udgangspunktet er, at forældremyndigheden vil blive tillagt den anden biologiske forælder. Det vil ofte også være det naturlige valg.
Der kan dog være konkrete forhold, der gør, at det ikke er den anden biologiske forælder, der er den bedst egnede.
Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis den anden forælder kun har haft meget begrænset eller ingen kontakt med børnene, har helbredsmæssige eller sociale udfordringer. Det kan også ske, at der er flere personer, der ansøger om forældremyndigheden.
Familieretshuset vil i de tilfælde undersøge blandt familie og nære venner, hvem der vil og er bedst egnet til at varetage forældremyndigheden over børnene.
Dom om børnetestamente
Landsretten afgjorde ved dom (TFA 2015.520), at forældremyndigheden over en 5-årig pige efter moderens død skulle tillægges mormor i overensstemmelse med børnetestamente og ikke pigens biologiske far.
Moderen havde oprettet børnetestamente og deri angivet, at det var hendes udtrykkelige ønske, at forældremyndigheden over pigen blev tillagt mormor. Ved moderens død ønskede faderen sig også tillagt forældremyndigheden over pigen.
Børnetestamentet kom dermed til blandt flere forhold at indgå i den konkrete vurdering af, hvem pigen var mest knyttet til af sin mormor og far.
Af andre forhold indgik, at pigen af en børnesagkyndig var vurderet mest sikkert og tæt tilknyttet til sin mormor, som pigen havde boet hos siden moderens død, og at pigens netværk var koncentreret omkring hendes børnehave samt familie og venner på sin afdøde mors side. Det blev ikke tillagt betydning, at mormor var fyldt 60 år på domsafsigelsestidspunktet.
Hvordan opretter jeg et børnetestamente?
Der er ikke noget juridiske krav til, hvordan et børnetestamente skal se ud eller oprettes. Det kan laves enten som et selvstændigt dokument, eller indgå i et almindeligt testamente. Børnetestamentet bør ud over dine ønsker indeholde en dato og din underskrift.
Det en god idé at fortælle personen, som er indsat i børnetestamentet, hvor det originale dokument befinder sig og give personen en kopi, så han eller hun kan aflevere det til Familieretshuset, hvis ulykken skulle ske.
Hos Ret&Råd anbefaler vi, at du opretter og underskriver børnetestamentet for en Notar. Fordelen ved at oprette børnetestamentet for en Notar er, at det efter at være underskrevet bliver opbevaret i et centralt arkiv, hvortil kun domstolene har adgang, og du har sikkerhed for, at det bliver fundet og taget frem, når du dør. Det sikrer, at Familieretshuset får kendskab til dine ønsker.
Kontakt
Spørgsmål og henvendelser vedrørende Testamente og arv kan rettes til din lokale Ret&Råd advokat. Artiklen er skrevet af Lisbeth Darling Wegener, Ret&Råd Slagelse.
Læs også brochuren Arv.