Hvornår kan jeg få dispensation fra en lokalplan?

dispensation lokalplan

Skal du til at købe dit drømmehus eller byggegrund i et byområde, er der god grund til at tjekke lokalplanen først. Som ny ejer bliver du forpligtet af bestemmelserne i lokalplanen. Det kan være, at du skal være medlem af en grundejerforening og vedligeholde din hæk, eller at der kun må bygges huse i ét plan med flade tage. 

Lokalplanen beskriver de muligheder og begrænsninger, som kommunen har fastsat for dit område. Når først lokalplanen er vedtaget, må der ikke handles i strid med dens bestemmelser. Det betyder, at du må lade din ejendom stå, som den er.

Ønsker du at ændre på ejendommen eller dens brug, skal ændringerne ske i overensstemmelse med lokalplanen. Du kan finde gældende lokalplaner på www.visplaner.plandata.dk.

Fysisk lovliggørelse eller lovliggørelse ved dispensation

Hvis der allerede er sket ændringer i strid med lokalplanen på din nye grund, kan kommunen i nogle tilfælde kræve en fysisk lovliggørelse af forholdene. Det betyder, at der skal nedrives eller bygges om, så ejendommen opfylder betingelserne i lokalplanen. Kommunen har dog i flere tilfælde mulighed for at lovliggøre forholdene ved en efterfølgende dispensation. Dispensationen betyder, at kommunen giver tilladelse til en eller flere konkrete ændringer i strid med lokalplanen.

Hvad kan kommunen give tilladelse til?

Det vil som regel være muligt for kommunen at dispensere fra bestemmelser vedrørende bebyggelsens omfang, udformning og placering. Men kommunen kan ikke tillade ændringer, som strider imod lokalplanens principper.

Planens principper er kernebestemmelserne i lokalplanen, som sikrer, at planens formål opfyldes. Der kan derfor ikke dispenseres fra formålsbestemmelser og anvendelsesbestemmelser, som udspringer af planens formål. Planens struktur for området og fordelingen af friarealer og bebyggede arealer udgør også principper i planen. Er der tale om mindre fravigelser, kan der dog i begrænset omfang gives dispensation fra formålsbestemmelser eller bestemmelser om anvendelse og planens struktur.

Kommunens sagsbehandling

Hvis du søger om dispensation fra en lokalplan, skal kommunen overholde de almindelige forvaltningsretlige principper, når de behandler din ansøgning. Det indebærer blandt andet, at kommunens afgørelse skal begrundes i forhold til lokalplanen eller andre saglige hensyn. Det betyder også, at sager, som principielt er ens, skal behandles ens.

Lighedsprincippet om, at sager som principielt er ens, skal behandles ens, kan have betydning for kommunens afgørelse, fx hvis tidligere dispensationer fører til, at planens formål ikke længere kan opretholdes.

Inden kommunen træffer afgørelse om en eventuel dispensation, skal naboer orienteres og have mulighed for at komme med deres bemærkninger til den eller de ændringer, som strider imod lokalplanens bestemmelser. Vil ændringen give anledning til indbliksgener for naboer, kan det ofte føre til et afslag på dispensation.

Saglige hensyn og indsigelser fra naboer

I en sag fra Frederikshavns Kommune, fik Planklagenævnet i 2021 anledning til at vurdere, om væsentlige naboindsigelser omkring indbliksgener kunne begrunde et afslag på dispensation. Der var ansøgt om at opføre en balkon, hvilket krævede en dispensation fra byplanvedtægten (lokalplanen) for området. Der var tidligere givet tilladelse til opførelse af en balkon i nærområdet, og forholdene på ejendommene var væsentligt ens – også angående indbliksgener. Men i den tidligere sag havde der ikke været indsigelser fra naboerne.

Planklagenævnet kom til den konklusion at naboernes indsigelser alene ikke kunne begrunde en forskelsbehandling i de to sager.

Det skal altid vurderes konkret, om der kan gives tilladelse til byggeri eller andre ændringer, som strider imod bestemmelserne i en lokalplan. Kommunen kan derfor ændre praksis for at opretholde en eller flere lokalplaners formål, hvilket kan begrunde en forskelsbehandling. Det kræver dog, at den ændrede praksis følges konsekvent.

Lokalplanen er med til at danne rammerne for dit nye hjem. Hvis du vil være sikker på, at dine planer om brug af din nye bolig eller om ombygning af din nye bolig kan virkeliggøres, skal de stemme overens med lokalplanen. Gør de ikke det, skal du sørge for, at der enten er givet tilladelse til planerne, eller at der er givet bindende tilsagn fra kommunen om en fremtidig tilladelse.

Vil du vide mere om boligkøb, er du altid velkommen til at kontakte os.

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.