Kender du lønmodtagers rettigheder? Læs afgørelser om ulovlige opsigelser på grund af forskelsbehandling

Ligebehandlingsnævnet træffer hvert år mange afgørelser. Afgørelserne er retningsgivende for om f.eks. en opsigelse er ulovlig. Er der sket overtrædelse, vil du som lønmodtager kunne få tilkendt en stor godtgørelse.

Nedenfor har jeg kort omtalt nogle af de nyeste afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet om forskelsbehandling på grund af køn eller handicap.

KØN som ulovlig opsigelsesgrund

Jobansøgning – mand blev udsat for forskelsbehandling på grund af sit køn ved afslag på ansættelse i en studiebar

En mand klagede til Ligebehandlingsnævnet over forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at baren havde aflyst en prøvevagt. Lederen af baren skrev bla. i en sms; ”tænker simpelthen ikke det dur med mænd”.

Klageren oplyste, at han havde set et opslag i baren om studiejob. Manden havde en samtale med lederen i baren. Lederen havde under samtalen oplyst, at baren egentlig kun ansatte piger”, men at de jo kunne prøve noget nyt”.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at afslaget på ansættelse var udtryk for forskelsbehandling på grund af køn og manden fik en godtgørelse på 12.500 kr.

Afskedigelse af kvinde under barsel

En kvinde klagede til Ligebehandlingsnævnet, idet kvinden mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende på grund af hendes køn, fordi kvinden var blevet afskediget under sin barsel.

Det var derfor arbejdsgiveren, der skulle bevise, at kvindens barselsfravær ikke indgik i beslutningen om at afskedige hende.

Arbejdsgiveren gjorde gældende, at der var sket en omstrukturering i virksomheden under kvindens barsel, og at hendes arbejdsopgaver derfor ikke længere i det store og hele fandtes.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at arbejdsgiveren ikke havde løftet denne bevisbyrde.

Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at arbejdsgiveren under kvindens barsel havde foretaget to nyansættelser. I følge stillingsannoncerne skulle de nyansatte varetage de samme opgaver, som indgik i kvindens arbejdsbeskrivelse.

Kvinden fik derfor medhold i sin klage og tilkendt en godtgørelse på 335.000 kr. (9 mdrs. løn).

HANDICAP

Afskedigelse af lods, som ikke kunne varetage natarbejde, var forskelsbehandling

Klager havde gennem en årrække været ansat som lods. Lodsen havde som alle sine kollegaer haft nattevagter, men han havde fået gener i form af hovedpine, spændinger i kroppen, koncentrationsbesvær og synsforstyrrelser. Lodsen havde derfor i en periode været fritaget for nattevagter.

Lodsen ønskede permanent fritagelsen for natarbejde.

Arbejdsgiveren afskedigede lodsen med den begrundelse, at dette var for byrdefuldt for arbejdsgiverens drift at fortsætte med at fritage lodsen for nattevagter, da det havde som konsekvens, at de øvrige ansatte lodser i så fald skulle have endnu mere natarbejde.

Lodsen klagede til Ligebehandlingsnævnet over opsigelsen, idet han mente, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet ham på grund af hans handicap.

Nævnet vurderede, at der var sammenhæng mellem lodsens symptomer og natarbejdet. Der var bl.a. fremlagt en lægeattest, hvor det fremgik, at lodsen på grund af symptomerne ikke kunne udføre natarbejde, og at tilstanden var varig.

På den baggrund vurderede nævnet, at lodsen havde langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med kollegaerne.

Nævnet nåede frem til, at lodsen havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og arbejdsgiveren havde ikke bevist, at det var urimeligt byrdefuldt at fritage lodsen for natarbejde.

Afskedigelsen af lodsen var derfor sket i strid med forskelsbehandlingsloven, og lodsen fik tilkendt en godtgørelse på 1.020.000 kr. (12 mdrs. løn).

En kvinde med bl.a. kronisk smertesyndrom blev afskediget, uden at arbejdsgiver havde accepteret tilbud om hjælp fra en fastholdelseskonsulent 

En kvinde med flere diagnoser bl.a. rygsøjlegigt og kronisk smertesyndrom klagede til Ligebehandlingsnævnet, med den begrundelse, at arbejdsgiveren havde forskelsbehandlet hende, idet kvinden var blevet afskediget på grund af sin langvarige sygemelding.

Nævnet lagde vægt på, at arbejdsgiveren ikke i tilstrækkeligt omfang havde undersøgt eller afprøvet mulige hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger. Kommunens fastholdelseskonsulent var hellere ikke blevet inddraget trods henvendelse fra konsulenten.

På grund af arbejdsgiverens manglende forsøg på tilpasning, kunne arbejdsgiveren heller ikke vurdere, at kvinden ikke var kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentlige funktioner i sin stilling.

Ligebehandlingsnævnet nåede frem til, at afskedigelsen var sket i strid med forskelsbehandlingsloven, og kvinden fik tilkendt en godtgørelse på 275.000 kr. (9 mdrs. løn).

Ligebehandlingsnævnets opgaver

  • Klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.

Ved ligebehandling forstås, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet, eller vil blive behandlet i en tilsvarende situation.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

  • Klager over forskelsbehandling grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Ønsker du at læse mere om klageadgang, se flere afgørelser m.m., kan du benytte linket:

https://ast.dk/naevn/ligebehandlingsnaevnet/nyheder-fra-ligebehandlingsnaevnet

Har du spørgsmål til artiklens forfatter?

Felter med * skal udfyldes.

"*" indikerer påkrævede felter

Name
Tilmeld dig vores nyhedsbreve med juridiske nyheder
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.