Når man som virksomhed indtegninger en forsikring, indgår man en forsikringsaftale.
Dette er en aftale om overtagelse af en økonomisk risiko for en uvis begivenheds indtræden mod et vederlag, der kan beregnes statistisk.
Er der afgivet korrekte risikooplysninger?
Som forsikringstager har du formel pligt til at afgive rigtige risikooplysninger jf. Forsikringsaftalelovens (FAL’s) § 7 forudsætningsvis. Selskaberne kræver, at du som forsikringstager afgiver visse forudbestemte risikooplysninger, der kan opdeles i henholdsvis de objektive– og subjektive risikooplysninger.
De objektive risikooplysninger relaterer sig til arten, værdien og beskaffenheden af den risiko, der skal forsikres, og som noget ganske særligt for dansk forsikringsaftaleret er selskaberne berettiget til at kræve oplysninger om forsikringstagerens betalingsevne- og anmærkninger som f.eks. forsikringssøgendes registrering i RKI.
Den socioøkonomiske udvikling i samfundet har medført, at virksomheder i dag tegner forsikringer for stadig flere forskelligartede økonomiske risici. I forbindelse med aftaleindgåelsen, afgiver forsikringstageren en række risikooplysninger, som selskabet lægger til grund for forsikringsaftalen.
Risikooplysningerne afgives på forskellige måder og medier, herunder fra det traditionelle oplysningsskema i papirformat, til afgivelse af oplysninger over telefon eller via internettet. Det er således en meget dynamisk og alsidig aftaleindgåelsesform, og forsikringstageren har ikke altid mulighed for at afgøre på forhånd, hvilke oplysninger, der indgår i forsikringsselskabets beslutning om at tilbyde en forsikring og betingelserne for det, samt hvilken vægt oplysningerne bliver tillagt.
En principiel dom mellem forsikringsselskab og LEGO
Østre Landsret afsagde i 2015 en principiel dom i en sag mellem LEGO og et forsikringsselskab vedrørende opsigelse af parternes forsikringsaftale. Landsretten konstaterede, at det ikke var berettiget, at forsikringsselskabet havde opsagt forsikringsaftalen, da det ikke var bevist, at LEGO havde afgivet urigtige oplysninger i et udbudsmateriale vedrørende forsikringsdækning af fast ejendom, løsøre og driftstab verden over.
If Skadeforsikring vandt udbuddet og udstedte police, der oprindeligt dækkede skader på over 5 mia. kr. og indtil 17 mia. kr.
Forsikringen blev tegnet for en 3-årig periode, men skulle fornys hvert år med opdaterede værdier. I forbindelse med fornyelsen i 2013 vurderede If dog, at der var sket en så væsentlig ændring i risikoforholdene og de forudsætninger, hvorunder forsikringen var tegnet. Derfor meddelte man ved brev af 22. marts 2013 til LEGO, at der pr. 1. april 2013 kun kunne tilbydes en dækning for skader over 2 mia. kr. og op til 5 mia. kr.
Dette betød, at LEGO stod uden forsikring pr. 1. april 2013 for skader over 5 mia. kr., og LEGO valgte derfor at etablere 24 timers brandvagt ved de ikke-forsikrede anlæg og bygninger, indtil der igen måtte være forsikringsdækning.
If gjorde gældende, at LEGO havde afgivet urigtige oplysninger i udbudsmaterialet i 2011, og at opsigelse af forsikringen derfor var berettiget i medfør af forsikringsaftalelovens § 5, stk. 2, subsidiært efter forudsætningslæren.
LEGO gjorde heroverfor gældende, at det fremgik af udbudsmaterialet, at der skete en stor udvikling år for år, og at forsikringsselskabet derfor var bekendt med risikoen for ændringer i risikoprofilen. Desuden gjorde LEGO gældende, at forsikringsselskabet ved indgåelsen af aftalen i 2011 ikke havde forstået graden af den indbyrdes afhængighed mellem LEGO’s fabrikker, som betød, at en skade på én fabrik også kunne føre til et tab på en anden fabrik.
If Forsikring kunne ikke løfte bevisbyrden eller sandsynliggøre, at der i udbudsmaterialet var afgivet urigtige oplysninger. Dermed var opsigelsen uberettiget, og Østre Landsret gav derfor LEGO medhold og dømte If til at betale erstatning på i alt 5,6 mio. kr. opgjort som; LEGO’s udgifter til tegning af ny forsikring, rådgivning ved nyt forsikringsudbud og udgifterne til 24 timers brandvagt.
Risikooplysningerne kan have betydning for forsikringsselskabernes beslutning om at indgå en forsikringsaftale, ligesom de efter omstændighederne kan have betydning for udformningen af forsikringsvilkårene, størrelsen på forsikringspræmien og i hvilket omfang selskabet ved genforsikring ønsker at dække sig mod den overtagne risiko.
Tilsvarende kan oplysningerne danne grundlag for forsikringsselskabets påstand om urigtige risikooplysninger efter reglerne FAL §§ 4 – 10. Reglerne i FAL §§ 4 – 10 giver hjemmel til en række indsigelser fra selskabets side, herunder om urigtige risikooplysninger afgivet på tegningstidspunktet, der under nærmere betingelser kan danne grundlag for dækningsafvisning, eller pro rata-erstatning, jf. §§ 4 og 6, stk. 1-3.
Hvad hvis den forsikringssøgende har afgivet svigagtige risikooplysninger?
I de tilfælde er selskabet som udgangspunkt ikke bundet af forsikringsaftalen jf. FAL´s § 4. Der foreligger også svig, hvis forsikringstageren forsætligt har holdt sig uvidende om, at de oplysninger, han har givet, er urigtige. Det er dog en forudsætning, at forsikringstageren positivt ved, at de oplysninger han har givet, er urigtige. Her skal man bemærke, at det forsikringsretlige svigs begreb ikke er entydigt med det aftaleretlige svigs begreb jf. aftalelovens § 30.
Hvad nu hvis den forsikringssøgende har afgivet risikooplysningerne i god tro?
Det forhold er reguleret i FAL´s § 5, så hvis forsikringstageren ved forsikringens tegning hverken vidste eller burde vide, at en oplysning var urigtig, hæfter selskabet som om, der ikke forelå urigtige oplysninger.
Selskabet vidste eller burde være vidende om de urigtige oplysninger
Det følger af FAL § 9, at forsikringsselskaberne ikke kan gøre urigtige oplysninger gældende, hvis der ved indtegningen var eller burde være vidende om urigtigheden af de afgivende risikooplysninger fra forsikringsselskabets side. Hertil kan forsikringsrådgivere, forsikringsmæglere, assurandører, samt andre repræsentanter fra selskabet identificeres som forsikringsselskabet.
Forsikringstagerne har ikke handlet svigagtig og er ikke i god tro. Hvad så?
Bevisbyrdereglen FAL´s § 6, stk. 1 omfatter tilfælde, hvor forsikringstageren på den ene side ikke har handlet svigagtigt, men på den anden side heller ikke har været i god tro. Bestemmelsen tager sigte på den situation, hvor forsikringstageren burde have indset at en givet oplysning er urigtig, og således har handlet uagtsomt. Har forsikringstageren hverken handlet uagtsomt eller forsætligt omfattes forholdet i stedet af FAL § 5.
Der er herefter tre betingelser, der skal være opfyldt efter § 6, stk. 1, herunder at:
- der skal foreligge urigtige oplysninger ved aftalens indgåelse, der
- skal kunne tilregnes forsikringstageren som uagtsomt eller forsætligt afgivet, og som
- skal have betydning for selskabets risikobedømmelse (relevanskravet).
Der kan ikke stilles krav om, at forsikringstageren er klar over eller burde være klar over, at oplysningerne havde betydning for selskabet.
Er alle betingelser opfyldt, stilles hver part som om, at aftalen aldrig har været indgået. Aftalen er med andre ord en nullitet, hvorfor der ikke er krav om opsigelse eller reklamation fra selskabets side. Er én eller flere betingelser ikke opfyldt, finder FAL § 6, stk. 1, ikke anvendelse.
Hvis selskabet ville have overtaget forsikringen, men på andre vilkår?
Pro rata-reglen i FAL’s § 6, stk. 2, der tilsvarende er en bevisbyrderegel, tager stilling til den situation, at forsikringstageren uagtsomt har afgivet urigtige oplysninger i et tilfælde, hvor selskabet ville have overtaget forsikringen på andre vilkår, hvis der var afgivet korrekte oplysninger. Selskabet hæfter herefter kun forholdsvis, hvilket vil sige i forhold ti, hvad de ville have forpligtet sig til mod den aftalte præmie, hvis forsikringstageren havde afgivet rigtige oplysninger.
En pro rata-erstatning kan have indgribende konsekvenser for forsikringstageren. Derfor må der som udgangspunkt stilles et håndfast krav til selskabernes bevisbyrde, når de skal godtgøre et hypotetisk aftaleforløb. Et ”sådan er det bare” princip er naturligvis ikke juridisk holdbart. En sådan retstilstand ville vende bevisbyrden om på forsikringstageren og dermed gøre selskabernes bevisbyrdekrav illusorisk.
Nedsættelsen efter § 6, stk. 2, sker efter en simpel beregning. Er der f.eks. indtruffet en dækningsberettiget skade på kr. 1 mio. under en brandforsikring, og var forsikringen indtegnet med en præmie på kr. 3.000, mens præmien havde udgjort kr. 4.000 med korrekte risikooplysninger, nedsættes erstatningen med 1⁄4.
Det forsimplede regnestykke volder ikke besvær, men der opstår et bevismæssigt spørgsmål om, hvad præmien havde udgjort med korrekt risikooplysninger.
Når en virksomheds risikooplysninger ændrer sig over tid
Hov, hvad laver det autoværksted der?
I oktober 2016 nedbrændte en større erhvervsejendom, som der var tegnet bygningsbrandforsikring på. I forsikringspapirerne var det oplyst, at den 7.300 m2. store bygning blev anvendt til ”Lager, anvendelse: Oplagrings- og pakhusvirksomhed”. Forsikringsselskabet konstaterede i forbindelse med de nærmere undersøgelser af branden, at der havde været indrettet et mindre autoværksted i bygningen, og at branden var opstået i en bil der befandt sig i værkstedet. Spørgsmålet herefter var, om forsikringstageren allerede ved tegningen af forsikringen var vidende om, at der befandt sig et autoværksted i bygningen og dermed afgivet urigtige risikooplysninger.
Forsikringsselskabet afviste dog dækningen med den begrundelse, at forsikringstager – med etablering af et autoværksted – væsentligt havde forøget risikoen for brand uden at sikre selskabets accept. Desuden, sagde forsikringsselskabet, ville de aldrig under disse forhold have tegnet en brandforsikring på ejendommen – man bragte derved forsikringsaftalelovens §45 om fareforøgelse i spil.
Herefter lagde bygningsejeren sag an mod forsikringsselskabet. I den forbindelse var der syn og skøn om skaden, som blev opgjort til små 50 mio. kr.
Byretten lagde til grund, at udlejer havde fuldt kendskab til, at der var etableret autoværksted i bygningerne. Retten konstaterede i oktober 2020 derfor, at forsikringsselskabet havde bevist, at der ved etablering af autoværksted i en lille del af den samlede bygning var sket en væsentlig forøgelse af brandrisikoen, og at forsikringsselskabet ikke ville have tegnet forsikringen, hvis man havde haft kendskab til risikoen. På den baggrund fandt retten, at forsikringsselskabet ikke var forpligtet til at udbetale forsikringsdækning for brandskader og frifandt derfor forsikringsselskabet.
Selskabets bevisbyrde
Retsvirkningerne af selskabets afvisning af at udbetale erstatning eller delvis erstatning er selvsagt indgribende for forsikringstageren i relation til FAL §§ 4 & 6.
Både FAL §§ 4 og 6 forudsætter imidlertid at selskabet, som nævnt ovenfor, kan godtgøre et hypotetisk aftaleforløb, hvor korrekte risikooplysninger havde medført, at selskabet ikke ville have overtaget forsikringen, eller tegnet forsikringen på andre vilkår.
Dette beviskrav falder nødvendigvis i flere led og må først og fremmest bestå af et bevis for, hvilke risikooplysninger der er afgivet og lagt til grund på tegningstidspunktet. Dernæst skal selskabet føre bevis for, at disse risikooplysninger er urigtige.
Endelig skal selskabet føre bevis for, at forsikringstageren ikke havde opnået forsikringen eller havde opnået forsikringen på andre vilkår og i så fald på hvilke. Desuden kan der tilsvarende opstå bevismæssige vanskeligheder, når der tegnes én eller flere forsikringer, som indgår under en paraplydækning.
Der findes imidlertid ingen bestemmelser i FAL, der regulerer hvilke krav, der stilles til selskabets bevis for det hypotetiske aftaleforløb og det er derfor ofte et centralt punkt i tvister mellem forsikringstageren og selskabet, når sagen omhandler urigtige risikooplysninger.