Solidarisk hæftelse

Ved solidarisk hæftelse, hæfter I hver især fuldt ud for den samme gæld. Hvis du hæfter solidarisk for en gæld og den anden ikke betaler, risikerer du derfor at stå alene med hele gælden. Det er derfor vigtigt, at du nøje overvejer betydningen af solidarisk hæftelse, før du forpligter dig hertil.

Hvad betyder solidarisk hæftelse?

Solidarisk hæftelse betyder, at flere personer hver især hæfter fuldt ud for samme gældsforpligtelse. I det ligger, at overholder den ene part ikke sin del af afdragsordningen, kan kreditor, f.eks. banken eller kreditforeningen, afkræve den anden part det fulde afdragsbeløb, og ved misligholdelse af afdragene, den fulde gældspost.

Du risikerer således ikke alene at skulle tilbagebetale din egen andel af lånet, men også din meddebitors andel. Du vil naturligvis så have et internt krav mod din meddebitor, men er denne insolvent, vil dette (i hvert fald foreløbigt) være uden værdi. 

Er der solidarisk hæftelse mellem ægtefæller?

Mange er af den fejlagtige opfattelse, at ægtefæller hæfter for hinandens gæld. Dette er ikke korrekt.
Det klare udgangspunkt er, at du som ægtefælle alene kommer til at hæfte for din ægtefælles gæld, hvis gælden er stiftet i fællesskab. Altså at I begge har underskrevet som debitorer. Læs mere herom under emnet særråden og særhæften.

Det er imidlertid forholdsvist almindeligt at begge ægtefæller skriver under på gælden. Som udgangspunktet vil I kun kunne slippe fri af solidarisk hæftelse med kreditors samtykke til en overdragelse eller en opsplitning. Det forhold, at forudsætningerne for solidarisk hæftelse bortfalder, f.eks. at I bliver separeret eller skilt, ændrer altså ikke på kreditors ret til at fastholde solidarisk hæftelse.

At I internt f.eks. i forbindelse med bodelingen aftaler, at den ene af jer skal overtage lånet, frigør således ikke den anden part for solidarisk hæftelse, medmindre at kreditor har godkendt debitorskiftet.

Over for kreditor vil I således, uanset jeres interne aftale, fortsat hæfte solidarisk. Dvs. undlader den ene af jer at betale et afdrag – eventuelt endda den ægtefælle, der internt har påtaget sig lånet – vil kreditor fortsat kunne kræve skylden betalt af den anden af jer.

Har du et spørgsmål til vores advokater?

"*" indikerer påkrævede felter

Navn
Postnummer*
Tilmeld dig vores nyhedsbreve
Samtykke*
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Læs om relaterede emner